Det er ikke hver dag ens arbejde omtales i New York Times. Men det held har vi haft med vores DIIS rapport om forsøget på at rekapitalisere de europæiske banker i kølvandet på finanskrisen. Simon Johnson, økonomi professor på MIT og tidligere cheføkonom i IMF, anbefaler varmt vores rapport i sin klumme i avisen:

I recommend “Behind Smoke and Mirrors: On the Alleged Recapitalization of Europe’s Banks,” by Jakob Vestergaard and María Retana of the Danish Institute for International Studies, a searing indictment of European stress tests and the broader European approach to ensuring their banks have enough capital.

Lidt senere i sin klumme, citerer Johnson en af rapportens hovedkonklusioner: at de største problemer i den europæiske banksektor ikke – som mange forledes til at tro – findes i fx sydeuropæiske lande som Italien og Spanien, men tværtimod i tyske og franske banker, og at det i alt væsentligt er de tyske og franske regeringer, der har ført an i at kæmpe for at undgå højere kapitalkrav til banker:

The irony is that on bank capital, it is Germany (and France) that hold down equity requirements, in part because their banks are so undercapitalized. Yet on resolution it is also the German government that drags its feet, saying it fears the cost of bailing out weaker banking systems. As Professors Vestergaard and Retana lay out in convincing detail, “The core of the problem is in the core of the Euro zone: German and French banks” (Page 42).

Rapporten er udarbejdet af min forskningsassistent, Maria Retana, og jeg selv. En stor del af indsatsen bestod i selv at generere det datasæt om de store europæiske bankers kapital, som vi baserer vores konklusioner på.

Uden at skulle gå for meget i detaljer med det tekniske, kan jeg ikke lade være med at betone, at det europæiske bankagentur (EBA) valgte ikke at dele deres data med os. Noget vi i øvrigt aldrig fik en forklaring på.

At en offentlig myndighed, med ansvar for tilsyn med banksektoren, på den måde forholder offentligheden vigtige informationer, der på væsentlig måde kunne berige samfundsdebatten, er noget der frustrerer mig en hel del, både som borger og samfundsforsker.

Så meget desto mere vigtigt blev det derfor for os, at komme til bunds i sagen, uanset de forsøg på benspænd, der blev lavet. Og så meget desto større er tilfredsstillelsen over, at konklusionerne nu har nået det maksimale niveau af eksponering, i New York Times.