Geoøkonomisk NB – Uge 11

Jakob Vestergaard

Ugens dominerende begivenhed er selvsagt den igangværende amerikansk-israelske militæroperation mod Iran og lukningen af Hormuzstrædet. De storpolitiske og geoøkonomiske implikationer er vidtrækkende. Rusland er en uventet vinder, Kina spiller det lange spil – og Europa betaler prisen. Derudover: kapløbet om kritiske råstoffer, Volkswagen som case på industriel tilbagegang, og EU’s institutionelle udfordringer.

Krigen, verdensøkonomien og Trumps dilemma

Den amerikansk-israelske militæroperation har på rekordtid ændret grundvilkårene i verdensøkonomien. Prisen på Brent-råolie har passeret 100 dollar per tønde for første gang siden 2022. Og det internationale energiagenturs (IEA) historiske frigivelse af oliereserver, samlet set intet mindre end 400 millioner tønder (over 120 dage), formåede ikke at vende markedet. Årsagen, kort fortalt: markedet ser frigivelsen af oliereserver som en lagerløsning, der ikke kan afhjælpe hvad der er et grundlæggende og potentielt langvarigt flow-problem. I den forstand er de 400 millioner tønder en dråbe i havet. Så længe Hormuzstrædet er lukket, er det svært at forestille sig en bedring. Som Warren Patterson fra den hollandske finanskoncern ING siger det: “the only solution that will bring oil prices down on a sustained basis is getting oil flowing through the Strait of Hormuz again”.

For Trump er inflation en af de største hovedpiner frem imod midtvejsvalgene og stigende energipriser er det sidste han har brug for. Trump står i et strategisk dilemma med tre muligheder: trække sig og erklære en sejr ingen tror på; fortsætte den nuværende kampagne og håbe på, at strædet kan genåbnes uden regimeskifte; eller sende landstyrker ind i et forsøg på at gennemtvinge regimeskiftet. Den anden mulighed, som er den markederne synes at forudsætte, er alvorligt udfordret. Irans strategi er netop at gøre strædet umuligt at sikre. Billige droner mod dyre luftforsvarsmissiler, og én sænket supertanker der skaber et olieudslip, kan blokere passage i ugevis. Men trækker Trump stikket på angrebene, uden et regimeskifte, vil det være et stort strategisk nederlag.

En geopolitisk katastrofe for Europa – og Ukraine

Prisen på Ural-olie er steget fra under 40 til over 80 dollar per tønde. Dertil kommer, at den amerikanske administrations lempelser af sanktionerne mod Rusland – gennemført i et forsøg på at stabilisere oliemarkedet – har givet Kreml adgang til nye markeder. Fordoblingen af prisen på Ural-råolie anslås at være tilstrækkeligt til alene at kunne finansiere den russiske krigsførelse i Ukraine. Rusland er dermed en af krigens store vindere. Europa er mindre heldigt stillet, af mange årsager. Globale forsyningskæder er under pres langs flere fronter samtidig: olie og flydende naturgas (LNG) er låst i den Persiske Golf og halvlederfremstillingen i Taiwan og Sydkorea trues af mangel på henholdsvis LNG og helium. Det er en kombineret energi- og forsyningskædekrise – og Europa er ikke klædt på til at tackle den. For Ukraine er situationen akut forværret. Iran-operationen tærer kraftigt på de samme globale lagre af luftforsvarsmissiler (Patriot, THAAD, SM-3), som Ukraine er afhængig af. En ressource, der i forvejen var en flaskehals, er nu under ekstraordinært pres. Samtidig nedlægger Ungarn fortsat veto mod udbetaling af den aftalte 90 mia. euro EU-lånepakke. Europa betaler altså prisen i to valutaer på én gang: geoøkonomisk, fordi energichokket rammer en europæisk økonomi uden strategiske buffere af betydning; sikkerhedspolitisk, fordi krigen i Iran trækker på præcis de ressourcer — missiler, politisk opmærksomhed, finansiel kapacitet — som Ukraine har brug for nu mere end nogensinde, forud for en periode hvor krigen måske afgøres.

Kina: kortsigtet ulempe, langsigtet gevinst?

Halvdelen af Kinas olieimport kommer fra den Persiske Golf og Kina er derfor ramt af krigen. Men ved nærmere eftersyn tegner der sig et mere nuanceret billede. Kina har i løbet af det seneste år opbygget store, strategiske oliereserver – i størrelsesordenen 1 til 1,5 milliarder tønder, hvilket er mere end USA’s samlede statslige og private lagre tilsammen. Hertil kommer øget import fra Rusland. På det strukturelle plan bekræfter krisen Kinas diversificeringsstrategi. Halvdelen af nysalget af biler i Kina er i dag elektriske eller plug-in hybrider. Kombineret med massiv udbygning af højhastighedsjernbaner, elektrificering af lastbilstransport og fortsat forøgelse af kapaciteten indenfor vedvarende energi, er Kinas strukturelle afhængighed af olie faldende. Den kinesiske regering vil næppe reagere forhastet men føle sig strategisk valideret: situationen i dag er præcis, hvad den kinesiske diversificerings-strategi var designet til at beskytte imod.

‘Metalisk suverænitet’: råstofkampen intensiveres

Bag nyhedsflowet om Irankrigen gemmer sig en vigtig strukturel historie: Trump-administrationens strategiske satsning på kritiske råstoffer. Efter Kinas eksportkontroller på sjældne jordarter har USA udvidet sin energidefinition til også at omfatte metaller og man har lanceret et handelsblok-initiativ med angiveligt mere end 50 interesserede lande. Kobber, sølv, uran, silicium og 15 sjældne jordartsmetaller er med på listen. USA påtænker at etablere ‘prisgulve’ for at skabe gunstige betingelser for investering i råstofproduktion og der arbejdes på en strategisk reserve (Project Vault) finansieret af 10 mia. dollar fra den amerikanske Export-Import Bank.

Det bemærkelsesværdige er, hvad dette siger om den geopolitiske økonomi, vi bevæger os ind i. Suverænitet defineres i stigende grad af adgang til de materialer, der driver energiomstillingen, forsvaret og den digitale økonomi. Europa deltager i dette kapløb – men primært som juniorpartner i en amerikansk ledet alliance, ikke som selvstændig aktør. Den strategiske autonomi, der proklameres i Bruxelles, fremstår oversolgt i lyset af, at EU’s reaktion på amerikanske tilnærmelser oftere synes at være hastig tilslutning end strategisk positionering.

Volkswagen, teknologisk tilbagegang i Tyskland – og strategisk industripolitik

Volkswagens seneste regnskab er en illustrativ case på industriel tilbagegang. Omsætningen holder, men profitten kollapser. Det er præcis det mønster, man ofte ser i virksomheder, der har mistet teknologisk lederskab. Virksomheden sælger stadig produkter, men det sker med stadigt tyndere profitmargin, fordi de vigtigste værdiskabende led i forsyningskæden er overtaget af andre. I bilindustriens tilfælde drejer det sig om batterier og software, hvor kinesiske producenter har opnået en afgørende teknologisk førerposition. En selvkørende VW vil i praksis blive drevet af kinesiske batterier og kinesisk AI.

De tyske industriordredata understreger billedet: december-tallene, der skabte midlertidig optimisme, er revideret ned, og januar viste et fald på 11,1 % sammenlignet med december. Kinas eksport til Tyskland i årets to første måneder er steget med mere end 30 % sammenlignet med samme periode sidste år. Told på færdige kinesiske biler løser ikke problemet. Truslen kommer fra komponenterne, ikke slutproduktet. Bilindustrien repræsenterer 11 % af tysk BNP, men det er i overvejende grad i kraft af leverandør-økosystemet – og det er netop det, der nu er ved at smuldre.

Modpolen til denne bekymrende tendens er historien om Belfort-området i det nordøstlige Frankrig, hvor det er lykkedes at etablere et kompakt, industrielt klyngeøkosystem inden for jernbaneteknologi og nuklear turbineteknologi, som profiterer af forsvarsopsvinget og ny politisk medvind til atomkraft. Det er en påmindelse om, at sektorsatsninger og regionale kompetenceklynger kan vise sig at være mere farbar vej end nationale reindustrialiserings-strategier.

EU’s institutionelle arkitektur under pres

EU’s handlekraft er under dobbelt pres: eksternt fra en amerikansk administration som tilsyneladende agerer uden en klar strategi og internt af at der på lange strækninger mangler fælles fodslag. Ursula von der Leyen er blevet taget i skole af en række diplomater, embedsmænd og parlamentarikere for at udtale sig uden politisk mandat – om alt fra et muligt regimeskifte i Iran til acceleration af Ukraines EU-optagelse og observatørstatus i Trumps fredsinitiativ. Sagen illustrerer et velkendt strukturelt problem: en kommissionsforkvinde, der forsøger at udfylde det lederskabsvakuum, som opstår, når europæiske statsledere er uenige, risikerer at underminere sin legitimitet hos de lande, hvis opbakning hun har brug for.

Som en midlertidig omgåelse af Orbán-vetoet på lånet til Ukraine, arbejdes der på en bilateral lånebro på 30 mia. euro fra de baltiske og nordiske lande frem til september, i håbet om, at det ungarske valg den 12. april ændrer det politiske billede. Det vinder tid. Men EU’s strukturelle problem med minoritetsveto i sikkerhedspolitiske nøglespørgsmål forbliver uløst.

Jakob Vestergaard skriver Geoøkonomisk NB, baseret på en række forskellige kilder (Financial Times, the Economist, Eurointelligence mm).