Hvordan reformerer vi euroen, så den ikke kollapser næste gang den kommer under et så stort pres, som det vi så i 2011-2012? Der er typisk to positioner, der fylder i den debat. To hovedfortællinger om hvordan vi sikrer at EU’s økonomiske og monetære union er økonomisk og politisk robust og bæredygtig.

I den ene ende står føderalisterne. Man kan ikke få en monetær union til at fungere, siger de, uden at indføre en politisk union. Med en politisk union får man foruden den fælles valuta nemlig også en fælles finanspolitik og man får harmonisering af en masse anden lovgivning og institutionelle forhold. Det, der før var mellemstatslige, makroøkonomiske ubalancer, vil så i stedet blot være regionale forskelle i produktivitet, beskæftigelse og velstand, som unionen tackler i fællesskab og solidaritet, ikke mindst via fælles skatte- og finanspolitik.

Der er ikke meget i den europæiske, politiske virkelighed, der tyder på, at den løsning er i mindste måde realistisk. Tværtimod forekommer en politisk union – United States of Europe – at være ren og skær utopi, så langt som øjet rækker. Det er mildest talt ikke i den retning, at tidens politiske trend peger.

I den anden ende står de, som er enig i grundpræmissen – at en monetær union kan ikke fungere uden politisk union – men som drager den modsatte konklusion. Vi må droppe den monetære union, euroen må smides på bålet, hvis resten af det europæiske projekt skal overleve, argumenterer de. Det varierer lidt hvor radikalt, positionen formuleres. Nogle forestiller sig en totalopløsning af euroen, andre at de fleste lande trækker sig ud, men at euroen fortsætter for en lille kerne af de centrale og rimeligt homogene lande (Tyskland, Frankrig og Holland og måske et par stykker mere).

Der er imidlertid meget langt imellem europæiske politikere, der ønsker sig et opbruds-scenarie. Og i langt de fleste lande, er der også fortsat solid opbakning til at bevare euroen i befolkningen. Så i den forstand er det heller ikke et udpræget realistisk scenarie. I al fald ikke som noget der politisk besluttes og tiltrædes.

Et opbruds-scenarie vil formentlig kun kunne forekomme, som resultatet af et systemkollaps, af den type man frygtede, da eurokrisen var på sit højeste i 2011-2012. Hvordan kunne noget lignende udspille sig i dag? Man kunne forestille sig et nyvalg i Italien, der gav markant yderligere fremgang til de italienske euroskeptikere, et deraf følgende spekulativt pres på fortsat italiensk medlemskab af euroen – og så er vi ude i noget, hvor den resterende del af forudsigelsen ligeså vel kan basere sig på læsning af tarotkort og theblade, som på mere traditionelle former for politisk-økonomisk analyse.

Det bør dog nævnes, at det der kunne tale imod at et system-kollaps af denne type skulle kunne udfolde sig i dag, er den enorme kollektive, politiske vilje der er på kryds og tværs af det europæiske samarbejde til at gøre snart sagt, hvad som helst for at forhindre det. Men vi kommer ikke uden om det: ingen ved, om det vil være nok.

Det korte af det lange er, at begge de to mest kendte positioner – føderalismen på den ene side og euro-afviklingen på den anden side – møder så massiv politisk modvilje, at løsningsorienterede politikere må orientere sig i andre retninger. Det nytter ikke at læne sig tilbage og afvente, at fremtiden viser os, om det går den ene eller den anden vej – og hvor store økonomiske og politiske katastrofer vi lader passere på vejen dertil.

Det europæiske politiske establishment har da også formuleret en helt tredje strategi. Det er et projekt, der går ud på at løse problemerne ved at ”fuldende ØMU’en” på en måde der ligger ret langt fra føderalisternes politiske union – men som ikke desto mindre vækker tilsvarende stor opstandelse og politisk modstand.

Meget kort fortalt fokuserer de reformer Kommissionen foreslår, på en kombination af solidarisk hæftelse på tværs af landegrænser for banker der kommer i problemer, og på endnu strammere regler for finanspolitikken i lande, der har store statsgældsproblemer. Den europæiske bankunion blev udtænkt i 2012 og begyndte sit virke i 2014. Men ideen om solidarisk hæftelse for eurozonens banker – som helt central stabiliseringsmekanisme for euroen – måtte udvandes så meget for at gøre den spiselig for den nordeuropæiske alliance, at den til sidst var ualmindelig svær at få øje på. Få er uenige om, at den i bedste fald er en halvfærdig konstruktion, der ikke for alvor lykkedes med at slå den ring om euroen, som var intentionen. Den proces blev dokumenteret grundigt sidste sommer i Informations serie om ØMU reformer.

Er der så andet end forfærdelse og håbløshed tilbage på menuen? Ja, det er der. Den mest lovende reform – både fordi den er politisk mulig og økonomisk effektiv – er relativt enkel og ligger lige til højrebenet. Den kan implementeres inden for rammerne af allerede eksisterende, institutionelle strukturer. Og de reformer, der skal til, for at den kan ændre ØMU’ens grundlæggende dynamikker væk fra ubalance og stigende divergens, er enkle.

Som reformstrategi er dens tre primære ulemper, at man bliver nødt til at bruge fem minutter på at sætte sig ind i hvad det system der hedder Target2 egentlig er, at den bryder med at den ellers så populære fortælling om at det er de andres skyld, og så at man ikke rigtig kommer uden om en ekskurs til J.M Keynes, for at forstå hvad grundtanken i reformen går ud på.

Da der på den internationale konference i Bretton Woods i 1944 skulle forhandles et internationalt system, der kunne sikre stabile internationale relationer og økonomisk genopbygning efter 2.verdenskrig, var der to udspil på bordet, et amerikansk og et britisk. Grundtanken i det britiske forslag – udvirket af Keynes, men spillet af banen af amerikanerne – var at systemet skulle konstrueres, så der både var regler og incitamenter, der forhindrede, at der opstod varige makroøkonomiske ubalancer imellem landene.

Kernen i Keynes’ plan var, at der skulle oprettes en international clearing union (ICU) – altså en international institution, lidt i stil med Valutafonden (IMF), men med det simple, helt centrale mandat, at være bogholderi for handels- kapital-, og valutastrømme på tværs af landegrænser. Bogholderi med beføjelser, ganske vist: tanken var, at hvis der opstod noget der blot lignede varige ubalancer imellem de deltagende lande, så skulle det koste penge på begge sider af ubalancen. Et land med et underskud på handelsbalancen på mere end en vis andel af dets BNP, skulle betale rente til systemet – og et samme gjaldt for lande med overskud.

Symmetrisk ansvar for makroøkonomisk balance, hedder det i Keynesianske termer. Men ville det ikke være absurd at lægge renter på lande, der har overskud på handelsbalancen? Svarer det ikke til at straffe økonomisk succes? Det kan måske umiddelbart se sådan ud, men det er en fejllæsning af konstruktionen. Det, der straffes, er ikke et overskud på handelsbalancen fra det ene år til det andet – men derimod alene gentagne overskud, der ikke disponeres – altså overskud, der bliver til kroniske ubalancer, der underminerer systemet.

Det systemet går ud på, er at lande med et handelsoverskud forpligtes til at foretage en makroøkonomisk disponering af det overskud, de måtte have – enten ved at sætte det indenlandske forbrug i vejret, eksempelvis ved at lade en offensiv offentlig lønudvikling være toneangivende for lønudviklingen i resten af økonomien, eller ved at investere overskuddet i ind-eller udland. Det kunne eksempelvis være investeringer i infrastruktur og grøn omstilling. Pointen er alene den, at det ikke er tilladt at akkumulere overskuddene år efter år, de skal recirkuleres i den internationale økonomi, på den ene eller den anden måde.

En af Keynes’ pointer var, at man uden et sådant system ville få alle de mellemstatslige politiske problemer, der følger med makroøkonomiske ubalancer, men også at man ville få skabt en højst uheldig deflationær tendens. Når en gruppe lande sætter sig tungt på deres akkumulerede overskud, og en anden gruppe lande tvinges ud i en strategi, der går ud på at skrumpe sig stærke, så bliver det samlede resultat en punkteret økonomi, hvor potentielle kilder til økonomisk vækst langsomt visner hen.

Det er netop den dynamik, der er kernen i det vi ser udspille sig i Europa i disse uger. Selv det ellers så stærke Tyskland må bøje sig for den ubønhørlige logik, at det er svært at forblive stærk, når efterspørgslen svinder ind, hele vejen rundt.

Men er det ikke den ultimative utopi, at forestille sig at en støvet plan fra 1940’erne, kan være løsningen på noget som helst i dag? Ren ”tærte i himlen”, som englænderne ville sige.

Det er nemt at forfalde til den form for mismod og pessimisme, men vi kan starte med at konstatere, at vi i EU i dag allerede har en konstruktion af den type Keynes anbefalede. Det såkaldte Target2 system er præcis den form for bogholderi for tværnationale betalinger, som Keynes forestillede sig. Det er ganske vist helt uden de regler, Keynes anbefalede for at modvirke kroniske ubalancer. I Target2 er der ingen symmetrisk forpligtelse til korrektion af ubalancer – men den institutionelle grundstruktur er på plads.

Så hvad går Target2 systemet ud på i sin nuværende form, og hvilke justeringer skal der til, for at det kan transformeres til at blive den konstruktion, der gør euroen bæredygtig og redder det europæiske projekt, både politisk og økonomisk? 

Den Europæiske Centralbank (ECB) forklarer selv, at Target2 er et ”betalingssystem, der ejes og drives af Eurosystemet”, den ”førende europæiske platform til håndtering af store betalinger”, som ”anvendes af både centralbanker og forretningsbanker til at håndtere eurobetalinger i realtid”.

En god indgang til at finde et lidt mere politisk konkret svar på hvilken rolle Target2 spiller, er at spørge sig selv, hvordan det egentlig kan lade sig gøre, at et land køber flere varer og services end det sælger for.

Lad os sige at spanske borgere og virksomheder køber for 2 mia euro i Tyskland og tyskerne køber for 1 mia euro i Spanien – hvor kommer så den milliard euro, der mangler så egentlig fra? Vi antager for nemheds skyld at al anden handel i Eurozonen er balanceret, hvordan foregår så den angivne handel mellem Tyskland og Spanien?

Det korte svar er, at det er private banker, der gør det beskrevne handelsmønster muligt. Tyske banker ender med et tilgodehavende i spanske banker. Det, man kalder interbank markedet, håndterer de ubalancer, der måtte være. De spanske banker låner de penge, der mangler hos andre europæiske banker, og betaler en vis rente for det. Det, der gjorde den globale finansielle krise akut var, at interbank markedet frøs til is. Pludselig ville ingen banker låne til hinanden, af frygt for at løbe tør for likvide midler og af frygt for de tab de eventuelt måtte pådrage sig, hvis andre banker blev insolvente.

Og hvad sker der når interbank markedet fryser? Når bankerne ikke længere vil give kredit til hinanden, træder nationalbankerne til. Så nu er det pludselig ikke de tyske banker, der har et tilgodehavende hos de spanske banker, med den tyske nationalbank der har et tilgodehavende hos den spanske nationalbank. Det er et system af nationale konti, kunne man sige.

Det er det system, der kaldes Target 2. Og her må man være taknemmelig for den mundrette forkortelse, for det egentlige navn ligger bestemt ikke godt i munden: Trans-European Automated Real-time Gross Settlement Express Transfer System.

Indtil for nylig var de det færreste økonomer, der interesserede sig synderligt for systemet, hvis de overhovedet kendte til det. Først da finanskrisen for alvor blev europæisk, blev Target 2 et emne som andre end en lille kreds af nationalbank aficionados kendte til. Omkring 2009-2010 eksploderede de posteringer, der var i Target2 systemet imidlertid pludselig. Det kom ikke ud af den blå luft selvfølgelig. Det, der skete var, kort fortalt, at ubalancerne flyttede fra interbank markedet over i de europæiske nationalbankers fælles betalings- og bogholderi-system, Target2.

Blandt mange tyske økonomer er der stor opstandelse over systemet. Hans Werner Sinn, en konservativ økonom der nyder stor anseelse i Tyskland, har foreslået, at der skal sættes en grænse for hvor store underskud man må have i Target 2 systemet. I de tyske økonomers tænkning, er balancerne i Target2 beløb som andre lande skylder Tyskland; ”penge, vi aldrig får igen!”. Det ses som camoufleret tysk finansiering af sydeuropæisk forbrug og investering. Og det er det jo på sin vis også, med det vigtige korrektiv, at det har utrolig lidt med offentlige udgifter at gøre, og utrolig meget med borgernes og de private virksomheders økonomiske dispositioner at gøre.

En anden måde at sige det på er at Target2 systemets eksplosion gjorde nogle ubalancer tydelige, som hele tiden havde været der. Og at hele dynamikken afspejler det faktum, at den finansielle integration ikke automatisk eller ”af sig selv” sikrer nogen form for ”ligevægt” eller balance i handel og finansielle bevægelser på tværs af landegrænser.

Idéen om at økonomierne i en monetær union naturligt balanceres i deres handelsmæssige og finansielle samkvem, og ovenikøbet gradvist konvergerer og bliver mere og mere ens, er et af moderne europæisk idehistories største fatamorganaer, et slags eventyrland for økonomer med skyklapper og grå stær.

Hvis euroen skal gøres bæredygtig og det europæiske projekt fremtidssikres, er der to ting vi må vinke farvel til: den selvretfærdige, nationalromantiske moralisering og de neoliberale laissez-fairy tales om markedernes automatiske ligevægtstendenser. Verden redder ikke sig selv. Og de finansielle markeder redder ikke EU, heller ikke selvom de får endnu friere spil end de har haft tidligere.

De reformer af Target2 systemet, der skal til, er enkle. Og om end de ikke er ukontroversielle, så er det dog så langt de mest realistiske af de reform scenarier, man kan forestille sig.

Og så er vi tilbage ved Keynes. Det, Keynes havde i tankerne, var et globalt internationalt system, men allerede i 1950’erne dannede hans idéer grundlag et regionalt initiativ, nemlig det der blev forløberen for ØMU’en. Den europæiske betalingsunion (EPU), var funderet på flere af Keynes’ ideer, men den del af historien må overlades læsernes selvstudium.

Det, der skal til i dag, er to reformer af Target2 systemet. For det første gælder det, at ubalancer ud over et vist niveau – uanset om de er positive eller negative – vil blive pålagt en rentebetaling. For det andet vil det gælde, at alle de midler der akkumuleres i systemet, løbende omsættes til realøkonomiske investeringer, eksempelvis igennem den Europæiske Investeringsbank. 

Med disse to simple reformer vil man kunne opnå et meget afgørende bidrag til at løse tre af euroens mest grundlæggende problemer: de makroøkonomiske ubalancer; euroen manglende robusthed, og EU’s disinflatonære og investerings- og efterspørgselshæmmede økonomi. Og det vel at mærke uden at der er tale om nogen form for ”nådegaver” fra nord til syd, ingen modvilligt afgivne ”overførsler”. Det må være muligt, at sælge det projekt til vælgerne rundt omkring i Europa: at vi skal have skabt et system, hvor der er pligt til balance gennem geninvestering, og til vækst og beskæftigelse igennem stimulering af efterspørgslen. Det bør ikke mindst være muligt i lyset af de mere og mere krampagtige dødsspiraler, som de eksisterende fortællinger og strategier, giver anledning til.

Denne artikel blev først bragt i Information, som en del af serien Euroens uløste problemer