Der er brug for en ny slags økonomer, som er uddannet til at tackle samfundets bæredygtighedsproblemer, både de miljømæssige og de sociale. En cand. oecon. fra Roskilde Universitet vil ikke alene have stor viden om bæredygtighedsproblemerne, men også være udrustet med teori og metode, der kan bringes konkret i anvendelse i projekter og initiativer, der sigter på at fremme grøn omstilling og på at tackle økonomisk ulighed.

Intro

Som led i processen med at få uddannelsen designet, beskrevet og godkendt, har vi været i kontakt med ganske mange både private og offentlige arbejdsgivere for at sondere terrænet og få feedback på vores idéer til uddannelsen. Der har været en forbløffende enighed om at økonomer med netop den profil, vi lægger op til, vil være overordentligt efterspurgte på arbejdsmarkedet.

Alligevel møder vi ofte den holdning blandt kollegaer, at de økonomer der uddannes som tingene er nu, fra fx Københavns Universitet og Århus Universitet, vel også har masser af teori og metode i deres værktøjskasse, som kan bringes i spil på en proaktiv måde i fremme af social og miljømæssig bæredygtighed.

Sådan forholder det sig desværre ikke. Virkeligheden er, at den form for økonomi, der undervises på økonomiuddannelser verden over helt generelt giver de studerende en enøjet indføring i økonomisk videnskab og desuden forholder sig lidt stedmoderligt til samfundets bæredygtighedsproblemer.

For at starte med det første: af de ti skoler der findes indenfor økonomisk videnskab, undervises der typisk kun i neoklassisk økonomi på økonomiske institutter. Sådan var det, da jeg selv blev uddannet til cand. oecon på Københavns Universitet og sådan er det stadig i dag (om end man i dag kan være heldig at støde på lidt adfærdsøkonomi også).

Problemet med den enøjede model er, at de økonomer der uddannes, kommer på arbejdsmarkedet med alt for få redskaber i værktøjskassen. Den samfundsøkonomiske uddannelse på Roskilde Universitet giver vores studerende en grundig indføring i en række af de vigtigste, øvrige økonomiske traditioner – og vores studerende får dermed et langt bedre fundament for at agere på en analytisk fleksibel og spændstig måde i deres fremtidige jobs.

For så vidt angår det med den stedmoderlige behandling af bæredygtighedsproblemerne er økonomisk ulighed – som står centralt i overvejelser om social bæredygtighed – et glimrende eksempel. Økonomers tænkning er kort fortalt, at økonomisk ulighed ligger uden for deres opdrag. ”Vores opgave som økonomer er at bidrage til at ’lagkagen’ bliver størst mulig – og så må det være op til politikerne at diskutere, om lagkagen efterfølgende skal omfordeles”.

Det er tilmed ofte sådan, at økonomer har en fjendtlig indstilling til fordelingsspørgsmålet. Det gælder især de amerikanske økonomer, der skriver de lærebøger, vi alle sammen er skolet efter. Tag f.eks. professor Gregory Mankiw, som har skrevet den uden sammenligning meste brugte tekstbog i økonomi, verden over:

”When the government redistributes income from the rich to the poor, it reduces the reward for working hard. As a result, people work less and produce fewer goods and services. In other words, when the government tries to cut the economic pie in more equal slices, the pie gets smaller”.

Ethvert initiativ der sigter på omfordeling af indkomst, fra de rige til de fattige, vil med andre ord forårsage et fald i den samlede produktion og indkomst i økonomien, hvis man skal tro Gregory Mankiw. Det bør de studerende lære, for det princip er faktisk det eneste princip vedrørende indkomstfordeling som ”stort set alle er enige om”, fortsætter han.

Marginalisering af økonomisk ulighed i mainstream økonomisk teori

Det er ingen tilfældighed, at det er blevet sådan, at økonomer ser økonomisk ulighed som noget, der ligger uden for deres mandat. For de store klassiske økonomer op igennem 1800-tallet, fra David Ricardo til John Stuart Mill og Karl Marx, stod ulighed i fordelingen af formue og indkomst som et helt centralt tema. Men i 1900-tallet blev der vendt grundigt op og ned på det.

Startskuddet var en bog udgivet i 1899, The Distribution of Wealth, af John Bates Clark, som var en af sin tids førende amerikanske økonomer. Clark lancerede i bogen en ny økonomisk teori, som angiveligt efterviste at fordelingen af velstand i et konkurrence-baseret markedssamfund er iboende retfærdig. Clark’s innovation bestod i at behandle jord, arbejde og kapital som tre fuldt adskilte produktionsfaktorer, hvis respektive andele af den samlede indkomst blev bestemt på helt separate markeder, i overensstemmelse med hvad hver produktionsfaktors (marginale) produktivitet nu en gang var. I takt med at Clarks marginale produktivitetsteori vandt frem og blev en af de centrale byggesten i neoklassisk økonomi, blev konsekvensen at spørgsmål om indkomstfordeling blev tilsidesat. For hvis alle personer får en indkomst svarende til deres bidrag til produktionen, så er det væsentlige spørgsmål ikke ulighed men produktivitet.  

På samme tid gør utilitarianismen sit indtog i økonomisk teori. Hidtil havde man anset en vares værdi som tæt forbundet med værdien af det arbejde, der var medgået til at producere den. Men denne arbejdsværditeori blev nu erstattet af en teori om at en vares værdi hang uløseligt sammen med den nytte, det gav dens køber at forbruge den. Hvordan samfundets samlede indkomst fordeles, er dermed ikke længere så interessant. Når blot vores individuelle forbrugsnytte stiger over tid, behøver vi ikke at bekymre os om fordelingen af samfundets goder.

Nytteværditeorien blev hurtigt genstand for intens debat. Der var økonomer som mobiliserede den i et fornyet argument for omfordeling. Det var rimeligt at antage, sagde de, at den marginale nytte af at forbruge en given vare, var mindre for en rig person end for en fattig person. Det ville med andre ord sige, at den samlede nytte i samfundet kunne øges betragteligt ved at omfordele fra de rige til de fattige i samfundet.

Denne progressive tilgang til nytteværditeorien fik imidlertid ikke lov at stå længe. Allerede i løbet af 1930’erne var den blæst af banen igen, som følge af en intens kritik, anført ikke mindst af den italienske økonom Vilfredo Pareto. Det gav ikke mening at lave interpersonelle sammenligninger af nytte, da nytte jo helt grundlæggende er et subjektivt fænomen, hævdede Pareto. Dermed giver det heller ikke rigtig mening at tale om et samfunds samlede nytte, fortsatte han. Det man ikke kan sammenligne, kan man heller ikke lægge sammen.

Konsekvensen af denne nytænkning af utilitarianismen blev, at en given allokering af ressourcer, formue og indkomst må anses for samfundsmæssigt optimal, når blot der ikke kan omfordeles uden at nogen individer dermed stilles ringere. Dette princip kender vi i dag som Pareto optimalitet – men få økonomistuderende får udlagt hvor ekstremt konservativt et princip, det i virkeligheden er.

Det er disse tre elementer – teorien om produktionsfaktorernes marginale produktivitet, teorien om varernes subjektive nytteværdi og teorien om Pareto optimalitet – der udgør det fundament, som marginaliseringen af økonomisk ulighed, hviler på. Fordelingen af samfundets samlede indkomst, formue og ressourcer er simpelthen et non-issue og har været det i hele anden halvdel af det 20. århundrede. Som Martin Feldstein, professor i økonomi på Harvard, sagde det i 1999: ”Ulighed er ikke et problem – og det ville være en fejl at lave politik med henblik på at reducere den”.

Vi må dog gerne bekymre os om fattigdom – når blot vi holder os for øje, at den bedste måde at reducere fattigdom på, er ved at skabe gunstige betingelser for økonomisk vækst i samfundet som helhed. Når det regner på præsten, drypper det på degnen.

Ulighed betyder faktisk noget…

Det, at ulighed ikke er noget vi for alvor behøver at bekymre os om, hænger i en almen politisk diskurs uløseligt sammen med idéen om trickle down economics. Der er en udbredt tendens til at tro på, at når de rige trives og bliver rigere, så kommer det os alle til gode. A rising tide lifts all boats, som det udtrykkes i en metafor der går helt tilbage til 1960’erne og var en John F. Kennedy’s foretrukne.

Det er bare den hage ved det, at meget tyder på at det ikke hænger sådan sammen. Data fra USA viser eksempelvis, at der i hele perioden fra starten af 1980’erne frem til i dag, stort set ingen stigning har været i reallønningerne – på trods af massiv akkumulering af indkomster og rigdom blandt samfundets rigeste [tilføj reference]. Det var et bemærkelsesværdigt vidnesbyrd om en ny opmærksomhed på økonomisk ulighed, ikke mindst i USA, da CNN i 2015 kørte en historie under overskriften, The trickle down theory is dead wrong: Wealth does not trickle down from the rich to the poor. Period.

Ulighed er et væsentligt økonomisk problem af en række årsager. Først og sidst handler det naturligvis om at sikre rimelige økonomiske levevilkår for alle grupper i samfundet. Men Kate Pickett og Richard Wilkinson har i deres bøger dokumenteret, at der ofte er meget store problemer også med sundhed og livskvalitet i samfund, hvor den økonomiske ulighed er stor. Også på det politiske plan, er der meget der tyder på, at det er en god idé at tage økonomisk ulighed alvorligt som et centralt samfundsproblem. Stor økonomisk ulighed afstedkommer ofte en følelse af social uretfærdighed, som i yderste konsekvens kan underminere og destabilisere samfundets sammenhængskraft. Fred og samhørighed afhænger af en fornuftig samfundskontrakt og en følelse af social retfærdighed.

I de skandinaviske lande er vi velsignet med en politisk kultur hvor et vist mål af egalitarianisme er en central værdi. Men forskning tyder på, at uligheden i Danmark faktisk har været stigende i de sidste godt 30 år. Det er med andre ord også i vores samfund løbende brug for saglige analyser af hvordan den økonomiske ulighed udvikler sig og bedst kan begrænses. Det gælder ikke mindst i lyset af miljøproblemerne og den omfattende grønne omstilling vi står overfor i kommende årtier. Flere af miljøudfordringerne, lige fra luftforurening til klimaforandringer, rammer ifølge et omfattende OECD-studie lavindkomstgrupper hårdere end andre. Det samme gælder CO2 skatter og en række grønne afgifter, så der er behov for analyser og studier af hvordan indsatsen for at sikre den grønne omstilling kan skrues sammen, så den ikke rammer de svagest stillede grupper hårdest. Den egalitære vej igennem klimakrisen finder ikke sig selv.

En værktøjskasse til økonomisk ulighed

Thomas Pikettys arbejde har betydet utrolig meget for anerkendelsen af økonomisk ulighed som et vigtigt samfundsproblem. Men når vi tænker reform af vores økonomiuddannelser, er det ikke nok at smide en reference eller to til Pikettys bøger ind i pensum på et tilfældigt fag på uddannelsen. Hvis vi skal lykkes med at uddanne en ny generation af økonomer, der har en dyb forståelse af samfundets bæredygtighedsproblemer, så kræver det en nytænkning af vores økonomiuddannelser, hvor der gøres plads til en grundig indføring i den teori og de metoder, der kan gøre en forskel.

De kandidater, der bliver uddannet på RUC vil kende til den teori og de metoder, der er udviklet op igennem den økonomiske videnskabs teorihistorie til at italesætte, analysere og tackle økonomisk ulighed. For selv om det har været et marginaliseret tema i mainstream, neoklassisk økonomi, er der blevet forsket livligt i økonomisk ulighed i andre traditioner. Det gælder ikke mindst Institutionel Økonomi og Post-Keynesiansk Økonomi, to af de tre traditioner som vi prioriterer i den nye, samfundsøkonomiske uddannelse på Roskilde Universitet.

Samfundsøkonomer uddannet på Roskilde Universitet bliver eksperter i både grøn og social bæredygtighed, og de vil kunne kombinere stor teoretisk og empirisk viden om problemerne med solide kompetencer i at bringe kvantitativ analyse i spil på en problemorienteret måde. Dermed vil de adskille sig betydeligt fra langt de fleste andre økonomer.

En version af denne artikel blev først bragt i JAK bladet, november 2022.