FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, kom i sidste uge med en alvorlig advarsel. Vi har kurs mod så store temperaturstigninger, at vil blive en katastrofe for menneskeheden. Alligevel er vores klimaindsats fortsat ynkelig, fortsatte han, præget af ønsketænkning og blind tro på magiske løsninger. Herhjemme gav Connie Hedegaard ham ret i, at vores indsats er ”urimelig meget for langsom”. Så hvordan kan vi få sat tempoet op? Blandt økonomer er der stor tiltro til CO2 skatter, men er det nok?

CO2 skatter: det bærende element i effektive klimastrategier?

Det er et udbredt synspunkt i økonomi-professionen, at CO2-skatter er den bedste form for klimapolitik. Det er den mest omkostningseffektive tilgang og anvendt konsekvent og korrekt er instrumentet fuldt tilstrækkelig til at sikre grøn omstilling og afværge en klimakrise, lyder det. Men der er også dem, der ser troen på at CO-skatterne er en slags universalmiddel, som en central del af problemet; en form for magisk tænkning, der spænder ben for andre nødvendige tiltag.

Økonomer er generelt glade for regulering, der sigter på at mobilisere markedskræfterne til de forandringer, vi ønsker os, frem for at intervenere mere direkte i vores økonomier. Blandt dem, der sværger til CO2 skatterne som det bærende element i en klimastrategi, er tænkningen at hvis blot vi sætter skatten på CO2 udledninger tilstrækkeligt højt, vil virksomhederne få så stærke incitamenter til at reducere deres brug af fossile brændsler, at klimaforandringerne på den måde kan bremses. Samtidig vil skiftet i de relative priser på en mere indirekte måde stimulere udviklingen af nye, mindre kulstoftunge teknologier og forretningsmodeller. Og på forbrugersiden vil adfærden ligeledes ændres; når kulstoftunge varer bliver dyrere, søger forbrugerne imod billigere alternativer.

Det lyder umiddelbart besnærende. Men man må ikke være blind for at CO2-skatter har været bragt i anvendelse rundt omkring i verden siden starten af 1990’erne, uden at dette i sig selv har formået at tage trykket af klimaforandringerne. Danmark har som de øvrige nordiske lande været blandt de førende når det gælder indførelse af CO2 skatter. Og vi anerkendes da også af OECD for at være et foregangsland, når det gælder indsatsen for at reducere CO2 udledningerne. Men det ændrer desværre ikke på, at vi som nation har et af klodens værste økologiske fodaftryk og allerede nu overskrider flere af de planetære grænser.

Fortalere for en klimastrategi baseret på CO2-skatter, vil dog indvende at de skuffende resultater, i Danmark såvel som andre steder i verden, ikke er skatterne, men at politikerne ikke har sat dem højt nok. Før vi drager forhastede konklusioner, må vi se på hvad forskningen kan fortælle os om CO2-skatters effektivitet.

Universalmiddel eller sovepude?

Jeffrey Ball fra Center for Energipolitik og Finansiering på Stanford University, hører til blandt skeptikerne. Allerede tilbage i 2018 udtalte han, at selvom CO2 skatterne i vid udstrækning er udråbt til klimaforandringernes universalmiddel, så virker de mest som en slags bedøvende narkose. CO2-skatterne giver politikere og offentligheden en varm fornemmelse af, at de bekæmper klimaforandringerne, selv om effekten i virkeligheden er begrænset og problemerne bliver ved med at vokse.

Strategien med at have CO2-skatterne i fokus er ifølge Jeffrey Ball ikke kun problematisk fordi det isoleret set er en ineffektiv strategi, men også fordi det store fokus på CO2-skatter er kontraproduktivt i den forstand, at det reducerer presset for at vedtage andre CO2-reducerende foranstaltninger, som kunne ramme hårdere og give hurtigere reduktioner.

Et omfattende review af forskningen på området kom dog til sidste år til et lidt mindre dystert billede. Man fandt flere eksempler på, at CO2-skatter havde haft en positiv og betydelig effekt på CO2 udledningerne. Men når hele forskningen på området blev taget i betragtning, var konklusionen, at CO2-skatter kun bidrog væsentligt til reduktion af CO2 udledninger, når skatterne var sat relativt højt – og når de var en del af et bredere policy-mix. Derudover blev det særligt fremhævet, at der ingen empirisk belæg er for at forestille sig, at CO2-skatter i sig selv skulle kunne foranledige de teknologiske forandringer, der skal til for at opnå en dekarbonisering af vores økonomier.

Den politiske virkelighed

Et helt afgørende problem med klimastrategier, der har CO-skatterne som det bærende element, er at det sjældent er politisk muligt at sætte dem på det meget høje niveau, der ville være nødvendigt for at skabe tilstrækkelige incitamenter for virksomhederne til at omstille produktion og handel i det tempo, der er brug for.

Høje kulstofskatter rammer de dårligst stillede i samfundet hårdest og kan dermed meget hurtigt komme til at puste til ilden på tidens anden store bæredygtighedsudfordring: den stigende økonomiske ulighed og sociale polarisering, vi ser i mange samfund. Høje kulstofskatter bliver på den måde en politisk umulighed; magisk ønsketænkning, der ikke bringer os videre.

Selvom CO2-skatter er et nyttigt og nødvendigt element i enhver klimastrategi, så vil de isoleret set skabe for små og for gradvise ændringer, til at vi kan forlade os på dem som det bærende element i en strategi for at afværge en klimakrise. En klimastrategi der står mål med udfordringerne – og med det tempo forandringerne skal skabes i – må spille på langt flere strenge. I hjertet må stå en ambitiøs, grøn industripolitik med store strategiske, offentlige investeringer, understøttet af finansiel regulering og brug pengepolitiske instrumenter til at styrke incitamenterne for grøn omstilling i den finansielle sektor.

Dette indlæg blev først bragt i Politiken, den 29/6-2023.