I mere end 20 år har OECD arbejdet på at få finansiel dannelse på dagsordenen blandt regeringer verden over. Der er mange grunde til, at det er et område, som får stadigt mere opmærksomhed, især i forhold til unge. Undersøgelser viser, at privatøkonomiske forhold er den næstmest afgørende faktor for om unge trives eller mistrives. Forebyggelse er ofte bedre end behandling, og det gælder ikke mindst økonomiske problemer, som kan være meget svære at ryste af sig, hvis de er alvorlige. Ofte ville mere viden om feks budgetlægning og risici ved forskellige lånetyper kunne have gjort en forskel. Men danske unge får nærmest ingen uddannelse i de emner, for vi er håbløst bagefter herhjemme.
Et nyt dannelsesbegreb
Vi er vant til at tænke på dannelse, som noget der handler om at være velpolstret kulturelt og litterært. Men dannelsesbegrebet er under udvidelse. Foruden dannelse omkring seksuelle emner, er den digitale dannelse kommet til – og nu altså også det finansielle aspekt af tilværelsen. Idéen om at finansiel dannelse er et emne ansvarlige regeringer bør fremme, har sit udspring i slutningen af 1990’erne. OECD har etableret et internationalt netværk for finansiel uddannelse for at forankre arbejdet (INFE; International Network for Financial Education) og har i de sidste 20 år udgivet adskillige rapporter med henblik på at understøtte regeringers arbejde med den finansielle dannelse.
Unge menneskers problemer med uhensigtsmæssig gældsætning er et helt centralt emne for OECD’s indsatser. Der er fokus på grundlæggende færdigheder som at vide hvordan man lægger et budget for sin privatøkonomi, og hvilke overvejelser og vaner, der kan være nyttige for at løbende at holde styr på privatøkonomien. Det handler om at give de unge et finansielt kørekort, inden de bliver sendt ud i de stadigt større ’trafikale’ udfordringer et moderne voksenliv indebærer.
80 lande har nedsat nationale komitéer for finansiel dannelse og 65 lande har fået udarbejdet nationale strategier på området. Desværre er Danmark ikke blandt disse lande. Faktisk er Danmark end ikke aktivt medlem af INFE-netværket. Herhjemme er det Finanstilsynet, der har opgaven, men man har kun et passivt medlemskab af netværket. I betragtning af at undersøgelser viser, at økonomiske problemer skaber store problemer med mistrivsel for de unge, er det bemærkelsesværdigt, at Danmark er så passive og investerer så lidt, når det gælder den finansielle dannelse.
Uafhængig undervisning – eller halvdannelse?
Bankerne har udviklet konceptet Penge-ugen, hvor de stiller undervisningsmaterialer og rådgivere til rådighed for et temaforløb for folkeskolens ældste klasser. Det er al ære værd, men har også afstedkommet en debat om, hvem der bør forestå undervisningen i finansiel dannelse herhjemme.
En stribe ungdomspolitikere deltog for nylig i en paneldebat om finansiel dannelse og understregede alle – på tværs af det politiske spektrum – at det er vigtigt, at den slags undervisning er uafhængig. Altså at det er uvildige aktører, ikke banker, der tager udfordringen op. Det er et synspunkt, der har stor, umiddelbar appel; det er jo heller ikke Danish Crown vi ringer til, når vores unge skal undervises i hvor meget kød, der bør indgå i en sund hverdagskost.
William Butler Yeats, irsk forfatter og nobelprismodtager, har sagt at uddannelse ikke er at fylde en spand, men at tænde en ild. Vi skal helt sikkert blive meget bedre til at klæde vores unge mennesker på til at have styr på privatøkonomien – men det er mindst lige så vigtigt, at vi samtidig får dem klædt på til at engagere sig på en kvalificeret måde i den samfundsøkonomiske debat, f.eks. om sammenhængen mellem boligmarkedet og unges privatøkonomi og trivsel.
En grundig finansiel dannelse bør indbefatte, at unge forstår udviklingen på boligmarkedet, og bliver i stand til at reflektere over forskellige forklaringer på hvordan København bevægede sig fra en situation i starten af 1990’erne, hvor det var relativt nemt at finde en billig ungdomsbolig, til at det i dag er vanskeligt for unge at finde boliger, de har råd til – med alt hvad det indebærer af økonomiske og sociale problemer. Og en refleksiv finansiel dannelse bør selvfølgelig også italesætte hvordan forskellige forbrugs- og pensionsvalg potentielt kan indvirke på den grønne omstilling og på klimakrisen.
Hvornår kommer vi ind i kampen?
Den tyske filosof Theodor Adorno skelnede mellem instrumentel dannelse – altså at lære den studerende at bruge bestemte redskaber – og refleksiv dannelse, der muliggør en samfundsmæssig og etisk refleksion over det felt, dannelsen vedrører. Adorno kalder den dannelse, der kun er instrumentel for halb-bildung, altså halvdannelse. Det behov, vi har i et samfund som det danske, er rigtig dannelse, ikke halvdannelse. Og især den mere refleksive del af opdraget kalder på uafhængig viden og uvildige aktører.
Vi har allerede en NGO herhjemme, der underviser i finansiel dannelse på en økonomisk og politisk uafhængig måde (We-Grow, hedder den). Men det er en lille NGO, med et begrænset budget. En dråbe i havet, set i forhold til den meget store uddannelsesindsats, der er brug for. OECD understreger, at det kræver en livslang læringsindsats at løfte udfordringen med finansiel dannelse på en måde, der giver varige resultater. Den finansielle dannelse bør starte i folkeskolen, bringes videre på ungdomsuddannelserne – og følges op med efteruddannelse senere i livet.
Hvor er de politikere, der vil bære den her agenda frem? Hvem sætter arbejdet i gang med at få nedsat en national komité, der kan tage arbejdshandskerne på og få lavet en national strategi for finansiel dannelse i Danmark?
En version af denne blog post blev publiceret på djoef.dk den 8/1-2024.
Categories: Finansialisering, Finansiel dannelse, Klimakrise
