Et centralt mål i Paris-aftalen var at gøre de finansielle pengestrømme i samfundet forenelige med målet om lavere CO2-udledninger, men finanssektoren er indtil videre langt fra slået ind på det spor. På trods af årtiers dialog om vigtigheden af at fremme bæredygtig finansiering, både internt i den finansielle sektor og i form af policy-initiativer nationalt og internationalt, er der reelt kun sket meget beskedne fremskridt. Mark Carney, tidligere chef for både den canadiske og britiske nationalbank, har lavet beregninger, der anslår, at det finansielle system i realiteten finansierer økonomiske aktiviteter, der sætter os på kurs mod temperaturstigninger på mere end tre grader celsius, altså dobbelt så stor global opvarmning som de max 1.5 grader, der længe har været målet.

På den baggrund opfordres nationalbankerne i stigende grad til at spille en aktiv rolle i at foranledige at vores finansielle systemer bliver grønnere. Pengepolitikken kan bruges til at skabe incitamenter, der favoriserer ejerskab af “grønne” frem for “beskidte” aktiver, og derved kan centralbankerne påvirke de private finansielle institutioners investeringsbeslutninger. Nationalbankerne vil derved bidrage til at styrke incitamenterne til grøn innovation og til udvikling af forretningsmodeller med lavere CO2-udledninger i resten af samfundsøkonomien.

En lang række rapporter om grøn pengepolitik er blevet offentliggjort af toneangivende internationale organisationer, fra IMF til UNEP, og blandt økonomer debatteres nationalbankernes potentielle grønne rolle intenst. Historisk set har centralbanker ofte grebet ind i stor skala i samfundskriser og i forbindelse med finansiering af større krige. Ofte har sådanne indgreb været i en skala, der fuldt kan sammenlignes med det, der er nødvendigt for at afbøde klimaforandringerne.

Der har da også været flere initiativer, der kunne tyde på, at nationalbankerne i stigende grad involverer sig. Nationalbankerne har oprettet et netværk for fremme af grønnere finanssystemer (NGFS, Network for the Greening of Financial Systems); den britiske nationalbank har formelt tilføjet en klimamandat til sin fundats og Den Europæiske Centralbank har for nylig lanceret sit første bud på en grøn pengepolitik, for at give et par eksempler.

Det bør dog understreges, at der er tale om relativt spæde skridt, og at det er et politik-område præget af betydelig modstand og kontroverser. Flere prominente aktører i debatten har advaret om de farer, der er forbundet med, at nationalbankerne påtager sig at afbøde klimaforandringerne, og flere fremtrædende nationalbankfolk har ligefrem erklæret, at det er vigtigt at holde nationalbankernes grønne rolle på et minimum. Det er da også den holdning den danske nationalbank har taget indtil videre.

Bekymringerne for en mere proaktiv tilgang omfatter frygt for at underminere nationalbankernes primære forpligtelse til prisstabilitet, risiko for en gradvis “mission creep” – hvor nationalbankernes ansvarsområder uophørligt udvides – og i sidste ende en frygt for nationalbankernes uafhængighed.

Energikrisen og nationalbankernes problemer med at tæmme inflationen har i de seneste år yderligere kompliceret den proaktive dagsorden. De fleste nationalbanker synes fortsat at foretrække et engagement, der er defensivt snarere end proaktivt (omend ECB og den kinesiske nationalbank er bemærkelsesværdige undtagelser), det vil sige orienteret alene mod at træffe foranstaltninger, der kan imødegå klimaforandringernes potentielle negative indvirkning på den finansielle stabilitet.

Der er ikke desto mindre tre hovedårsager til at forvente, at grøn pengepolitik vil blive et centralt emne i debatten om afbødning af klimaforandringerne i mange lande i de kommende år. For det første er der som nævnt ikke meget, der tyder på, at finanssektoren er på vej til at blive grønnere i det tempo, der er nødvendigt for at undgå en klimakrise, ligesom der heller ikke tegn på, at problemet vil løse sig uden statslig indgriben.

For det andet findes ingen mere effektiv måde at beskytte det finansielle system imod de negative effekter af klimaforandringerne på – et mål, som alle centralbankfolk er enige om – end ved slet og ret at mindske omfanget af klimaforandringerne. Som canadiske kollegaer har udtryk det: der er et temmelig stort overlap mellem målet om langsigtet finansiel stabilitet og ønsket om at nedbringe CO2 udledningerne.

For det tredje foregår der netop nu i den europæiske centralbank en grundlæggende genovervejelse af principperne om markedsneutralitet, som kan få afsmittende virkning i andre lande og regioner. En af de vægtigste indvendinger mod proaktiv grøn centralbankvirksomhed har ellers indtil for nylig været, at det er i strid med princippet om markedsneutralitet; altså at nationalbankens interventioner ikke må ramme forskellige sektorer eller industrier på en uens eller skæv måde. Men i løbet af det seneste år er der i stigende grad blevet sat spørgsmålstegn ved dette princip blandt forskere og internt i nationalbankerne.

Den anerkendte hollandske økonom, Dirk Schoenmaker, konstaterer, at den markedsneutrale tilgang de facto ”underminerer den generelle økonomiske politik” for regeringer, der arbejder for at realisere en CO2 neutral økonomi. Eftersom de fleste regeringer har dette som centralt politisk mål, underminerer mange nationalbanker i øjeblikket deres regeringers klimamål på grund af forskellige former for CO2-bias i eksisterende pengepolitik. Grønnere pengepolitik er i dette perspektiv en nødvendig betingelse, hvis nationalbankerne skal leve op til deres eksisterende mandat i denne afgørende henseende.

I deres tematisering af en rapport om grønne pengepolitiske instrumenter, offentliggjort af NGFS, udtrykte Financial Times ikke blot overordnet støtte, men afviste helt specifikt markedsneutralitets-tænkningen. Når det drejer sig om klimaforandringer, er “markedet ikke neutralt” i udgangspunktet, hed det, men tværtimod “forvrænget af den manglende evne til fuldt ud at prissætte skader på miljøet”.

Og den tyske økonom Isabel Schnabel, der er fremtrædende medlem af ECB’s styrelsesråd, har ligeledes problematiseret nationalbankernes troskab mod markedsneutralitet som et ledende princip. ”Hvis markedet fejlvurderer de risici, der er forbundet med klimaændringer”, forklarer Schnabel, ”kan en overholdelse af princippet om markedsneutralitet … støtte en markedsstruktur, der hæmmer effektiv ressourceallokering”. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at erstatte princippet om markedsneutralitet med et princip om markedseffektivitet, konkluderer hun.

Et vigtigt spørgsmål er derfor, hvordan grøn pengepolitik fremadrettet kunne komme til at se ud. I en artikel, jeg netop har udgivet i det ansete tidsskrift, Climate Policy, identificerer jeg et pengepolitisk policy-mix, der kan forventes at have betydelig effekt på modvirkningen af klimaforandringer.

Link til artiklen: https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/14693062.2024.2353118