I en af Danmarks vigtigste institutioner er der en stor overrepræsentation af direktører fra private virksomheder i det styrende organ. Samtidig afviser Nationalbanken at spille en proaktiv rolle for at modvirke klimakrisen

Klimakrisen et nået så vidt nu, at vi bør tage alle forhåndenværende redskaber i brug, for at fremme finansiering af grøn omstilling, herunder at give finanssektoren stærke incitamenter til at ophøre med at finansiere ny fossil udvinding.
Kan man forestille sig, at Nationalbanken vil skubbe på i den proces?

Nationalbanken siger desværre selv nej tak. Ikke fordi, at det ikke ville kunne lade sig gøre. Det kan det fint. Det har nationalbankernes egen tænketank (NGFS) etableret i et større udredningsarbejde omkring en mulig grøn kalibrering af en række pengepolitiske redskaber. NGFS peger eksempelvis på udlånsrenter, der er differentieret efter bankernes miljøprofil, således at banker med mange udlån til grøn omstilling i den private sektor belønnes med en lavere udlånsrente i Nationalbanken, mens det omvendte kunne gælde for banker med mange udlån til fossilindustrien.
CO2-afgifter er ikke nok.

I rapporten »Klimaforandringer og centralbankers rolle« konstaterer Nationalbanken som kommentar til diskussionen om denne form for proaktiv, grøn pengepolitik, at der »ingen fordel [er] ved at bruge pengepolitiske instrumenter til at støtte en omstilling«, sammenlignet med CO2-afgifter, men at der tværtimod »kan være væsentlige ulemper«.

Modstanden synes især motiveret af, at det opfattes som demokratisk problematisk for Nationalbanken at påvirke finanssektoren proaktivt på den måde, og af en idé om at det er langt mere hensigtsmæssigt at lade CO2-afgifter gøre arbejdet. Al anden regulering er i virkeligheden en form for »dobbelt-regulering«, som vi gør klogt i at undgå. Sådan lyder refrænet.

Jeg har andetsteds kommenteret på den udbredte, men vildledende tro på, at CO2-afgifter alene kan udgøre svaret på klimakrisen. Mit synspunkt deles af mange samfundsøkonomer – og af centrale aktører i Den Europæiske Centralbank (ECB).
Isabel Schnabel, tysk økonom og medlem af ECBs bestyrelse, sagde det meget tydeligt allerede for et par år siden: »Den globale og altomfattende karakter af denne historiske udfordring [med at afbøde klimaforandringerne] betyder, at alle må overveje, hvordan de kan bidrage. Dette gælder især for de politiske beslutningstagere, herunder centralbankerne«. Endvidere skriver Schnabel at »om end CO2-afgifter af mange økonomer ses som det afgørende redskab til at adressere klimaforandringerne, så vil sådanne skatter ikke i sig selv være tilstrækkelige til at sikre en sikker omstilling til en CO2 neutral økonomi«.

Fra et samfundsøkonomisk perspektiv er det svært at se, hvordan det skulle være politisk muligt at få indført CO2-afgifter der er høje nok, hurtigt nok, til at de alene kan drive incitamenterne til den grønne omstilling. Og selv hvis det mod forventning skulle kunne lykkes politisk, er det ualmindeligt svært at se hvordan, en sådan en-strenget strategi skulle kunne være forenelig med idéen om en »velordnet transition«. Det er på den baggrund, at Schnabel anbefaler, at nationalbankerne bruger pengepolitikken som » katalysator« for den grønne omstilling.

Nationalbanken afviser

Modelberegninger viser, at man med grøn kalibrering af bare et enkelt af de pengepolitiske instrumenter, vil kunne opnå en betydelig reduktion af de CO2-afgifter, der efterfølgende er nødvendig for at nå et givent klimamål. Der ville med andre ord ikke være tale om »dobbelt-regulering«, men snarere om en slags halverings-regulering.
Ikke desto mindre afviser Nationalbanken indtil videre idéen om, at den kunne spille en proaktiv rolle i forhold til at modvirke klimakrisen.

Nationalbanken er en uafhængig instans, så der er desværre en reel risiko for at den politiske samtale om dens eventuelle rolle i den grønne omstilling slutter før, den er begyndt, fordi Nationalbanken ikke selv ønsker at være med.
Det er vigtigt i et demokratisk samfund, at forskellige analyser og synspunkter mødes og brydes, når det gælder så vigtigt et emne. Folketinget kunne vælge at ændre Lov om Nationalbanken, og insistere på at tilføje et klima-mandat, som det foreslås i en nylig rapport fra Nordic Center for Sustainable Finance. Men det er svært at se det ske, hvis Nationalbanken selv er helt afvisende.

Skæv repræsentation
Det leder opmærksomheden videre til, hvem der tegner Nationalbankens positioner på store, strategiske spørgsmål. Foruden Direktionen, er der to centrale instanser: Repræsentantskabet og Bestyrelsen. Repræsentantskabet – Nationalbankens øverste besluttende myndighed – består af 25 medlemmer, hvoraf to er udpeget af Erhvervsministeren, otte af Folketinget, og de resterende 15 udpeges løbende af det samlede Repræsentantskab. En meget vigtig rolle Repræsentantskabet spiller, er at udpege to af Nationalbankens tre direktører (efter indstilling fra bestyrelsen) samt at vælge fem medlemmer i sin egen kreds, der kan indgå i Nationalbankens syv mand store bestyrelse.

De af Repræsentantskabets medlemmer, der ikke er politisk udpegede, består i øjeblikket af ti direktører i det private erhvervsliv, to universitetsøkonomer og tre repræsentanter for arbejdstager-interesseorganisationer. Både set fra et samfundsøkonomisk og et demokratisk synspunkt, er det en uhensigtsmæssigt skæv repræsentation.

Det er ikke nogen hemmelighed, at finanssektoren er imod grøn pengepolitik, som for eksempel i form af miljømæssig differentiering af Nationalbankens udlånsrenter. Set i det lys, er det ikke overraskende, at spørgsmålet om Nationalbankens eventuelle bidrag til grøn omstilling synes lagt ned på forhånd.

Repræsentantskabets og dermed bestyrelsens skæve sammensætning understreger, at den uafhængighed som Nationalbanken hylder, ikke indbefatter uafhængighed af erhvervslivets interesser. Det ville jo netop kræve en langt mere balanceret repræsentation af forskellige interessenter i dets øverste styrende organ. Det, Nationalbanken bekymrer sig om, er alene uafhængighed fra »politiske magthavere og enkeltpersoner«, som det formuleres på dens hjemmeside.

Gammeldags bestyrelse

Den situation vi står i nu, hvor et klimamandat er til politisk debat, vidner om, hvor uholdbart det er, at der kun i meget begrænset omfang inddrages andre interesser end de erhvervsmæssige. Hvor er forbrugerinteresserne? Hvor er civilsamfundet? Og sidst men ikke mindst: hvor er den klimaøkonomiske faglighed?

Hvis en så vigtig institution som Nationalbanken fortsat skal kunne være uafhængig af det politiske system, så må vi som borgere fordre, at dens ledelse afspejler en bred vifte af samfundsperspektiver. Alle 15 medlemmer bør være udpeget formelt af relevante instanser. Det kunne for eksempel være efter en nøgle i stil med denne:

Tre repræsentanter for finanssektoren (en fra Finanstilsynet, en udpeget af Finans-Forbundet, og en udpeget af Finans-Danmark). Tre repræsentanter for det øvrige erhvervsliv (udpeget af DI/DE). Tre arbejdstager-repræsentanter fra det øvrige erhvervsliv (udpeget af AE). To universitetsøkonomer (udpeget af Rektorkollegiet). To klimaøkonomiske eksperter (udpeget af Klimarådet). To forbruger- og civilsamfundsrepræsentanter (udpeget af Ombudsmanden)

Der er en revision af Klimaloven lige på trapperne. Her kan man håbe, at det lykkes at få givet Nationalbanken et klimamandat. Men uanset dét bør vi få givet Lov om Nationalbanken fra 1936 et eftersyn. Den tid, hvor det kan være acceptabelt at have stor overvægt af direktører fra større private virksomheder, når forskellige samfundsperspektiver skal repræsenteres i en af Danmarks mest centrale institutioner, burde for længst være forbi.

Artiklen blev bragt som kronik i Information, den 24. november 2024.