Magtfordelingen i Nationalbankens repræsentantskab er et levn fra 1800-tallet med en overvægt af erhvervsinteresser. Folketinget bør interessere sig for, hvordan banken kan arbejde bedre for samfundets interesse i grøn omstilling

Nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen gjorde i en kommentar til min kronik forleden en række argumenter gældende, som kalder på en replik. Direktøren skriver, at det fremgår af Nationalbankens reglement, at repræsentantskabet ingen indflydelse har på udformningen af de pengepolitiske renter. I samme reglement står imidlertid, at Repræsentantskabet skal forelægges »alle spørgsmål af særlig vigtighed«. Min pointe er, at spørgsmålet om Nationalbankens holdning til eventuelt at føre grøn pengepolitik følgelig må forelægges repræsentantskabet. Skulle repræsentantskabet – i egenskab af Nationalbankens øverste besluttende myndighed – træffe beslutning om grøn pengepolitik, ville det efterfølgende være direktionens opgave at stå for den konkrete udformning.

Overvægten af erhvervsinteresser er hverken almindelig eller tidssvarende

Christian Kettel Thomsen skriver videre, at Nationalbankens uafhængighed af »politiske eller andre interesser« ikke kun er en dansk tradition. Det, jeg stiller spørgsmålstegn ved, er imidlertid ikke uafhængigheden men den specifikke udformning, den har fået i Danmark. Modellen med betydelig overvægt af selvsupplerende repræsentanter for erhvervsinteresser i det øverste styrende organ er på ingen måde udbredt og almindelig, som man kunne få indtryk af, når man læser nationalbankdirektørens indlæg. Det er en særlig dansk konstruktion. I Norge, Sverige og Holland – lande, som vi normalt sammenligner os med – spiller politiske udnævnelser en langt større rolle og i ingen af disse lande dominerer en selvsupplerende erhvervselite de styrende organer.

Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke – som Kettel Thomsen giver indtryk af – mener, at Nationalbankens repræsentantskab generelt set »i særlig grad skulle have erhvervslivets og finanssektorens interesser for øje«. Min pointe er todelt. I det specifikke eksempel med et eventuelt klimamandat og en mulig grøn pengepolitik, kan man med en vis rimelighed frygte, at erhvervslivets repræsentanter vil være mere lydhøre overfor finanssektoren end overfor eksempelvis civile organisationer og klimaeksperter.

Og det rejser så det mere principielle spørgsmål: hvorfor er det, at direktører fra det private erhvervsliv udgør langt den største interessegruppe (10 medlemmer) i repræsentantskabet, flere end både det samlede antal folketingsmedlemmer (8 – fordelt ligeligt mellem opposition og regering), og mere end tre gange så mange som arbejdstagerinteresserne (3 medlemmer)?

Nationalbankdirektøren gør gældende, at repræsentantskabets sammensætning »sikrer, at Nationalbanken er forankret i den virkelighed, det opererer i«. Det er efter min bedste overbevisning ikke korrekt. Den særligt danske konstruktion, med 15 selvsupplerende repræsentanter for erhvervsinteresser, er forankret i 1800-tallet. Det er en model, der er videreført fra en tid, hvor Nationalbanken var en privat aktionærbank, og fremstår derfor som en betydelig anakronisme.

Vi skal bruge alle forhåndenværende midler

Som afrunding på sit indlæg gør Christian Kettel Thomsen gældende, at de effekter der kan opnås ved grøn pengepolitik, kan opnås på andre måder. Vores folkevalgte politikere kan betjene sig af for eksempel CO₂-afgifter og grøn investeringsstøtte og derfor »er grøn pengepolitik ikke nødvendig i Danmark«.

Mit synspunkt er, at den globale opvarmning har nået en styrke, der gør, at det ikke længere er et spørgsmål om at udvælge et par gode redskaber til klimapolitikken. Det handler om at bringe alle virksomme strategier i spil. Det er ikke et enten-eller, men et både-og. Grøn pengepolitik kan på væsentlig måde supplere CO₂-afgifter og grøn investeringsstøtte.

At Nationalbankens direktør ræsonnerer, som han gør, viser med al ønskelig tydelighed, at vi må presse på for, at Folketinget får givet Nationalbanken et eksplicit klimamandat. Så Nationalbanken véd, at den har befolkningens fulde opbakning til at gøre så meget som muligt for aktivt at fremme den grønne omstilling.

Denne artikel blev først bragt i Information, den 7/12-2024.