På bagkant af endnu et skuffende klimatopmøde, er der brug for en ny pragmatik i indsatsen mod klimaforandringerne. Alle former for økonomisk politik må mobiliseres, på bedst mulige måde. Nationalbankernes tænketank (NGFS) har peget på en række måder, man kan bruge de pengepolitiske instrumenter til at fremme grøn omstilling. Men herhjemme afviser Nationalbanken at gå den vej. Det rejser spørgsmålet om hvem der tegner Nationalbankens positioner i store strategiske spørgsmål.

Den øverste besluttende myndighed er Repræsentantskabet, en slags bestyrelse for bestyrelsen. Repræsentantskabet udpeger to af bankens tre direktører (den tredje udpeges af regeringen); vælger i egen kreds fem af bestyrelsens syv medlemmer; er ansvarlig for det reglement, som udstikker reglerne for Nationalbankens virke; og involveres i ”alle spørgsmål af særlig vigtighed”.

De to største grupperinger i repræsentantskabet er 8 folketingsmedlemmer, ligeligt fordelt mellem regering og opposition, samt 10 direktører fra det private erhvervsliv. Men hvordan kan det egentlig være, at en så specifik interessegruppe som erhvervslivets direktører har så stor repræsentation i det styrende organ for en institution, der virker for samfundets fælles bedste? Det virker ikke afstemt med normerne i et moderne, demokratisk samfund.

Den korte forklaring på paradokset er, at konstruktionen netop er alt andet end moderne [1]. Den har sine rødder i etableringen af Nationalbanken i 1818. Dengang bestod Repræsentantskabet af 15 selvsupplerende medlemmer, som i første omgang var blevet udpeget af valgmænd udnævnt af kongen. Med Lov om Danmarks Nationalbank i 1936 kom yderligere 10 medlemmer til, og den konstruktion er i det store hele identisk med den vi har i dag; 15 medlemmer repræsenterer erhvervsinteresser, 10 medlemmer repræsenterer regering og folketing.

Med den nye lov gik banken fra at være en privat aktionærbank til at være en selvejende institution, hvor private aktionærer blev købt ud med kapital stillet til rådighed af staten. At ordningen med 15 repræsentanter for erhvervsinteresser blev videreført, kan kun vække undren. Især når man tager den samfundsøkonomiske kontekst i betragtning.

Fra krise til udvidelse af repræsentantskabet

Det var en dyster tid. Den verdensomspændende økonomiske krise i kølvandet på krakket i USA i 1929 blev stadigt dybere, også i Danmark, hvor arbejdsløsheden i 1932 var steget til mere end 30 % [2] I mange vestlige økonomier påtog regeringer sig i stigende grad et ansvar for at gribe aktivt ind i økonomiens dynamikker for at modvirke den økonomiske krise. Den nye tænkning om forholdet mellem stat og økonomi måtte have implikationer for Nationalbanken fremadrettet, mente økonomi-professor Jørgen Pedersen:

“Saa snart man er inde paa den Tanke, at Staten kan og bør gribe ind i det økonomiske Liv, omfordele Indtægerne, tage Ansvaret for Arbejdsløshed og regulere Produktion, maa det saa som en Anomali, at et saa vigtigt instrument til Regulering af det økonomiske Liv som Centralbanken er underkastet en af Regeringens Indflydelse uafhængig Ledelse, oven i Købet til en vis Grad udpeget af tilfældige Aktionærer”

I 1933 tog forhandlingerne om et nyt juridisk grundlag for Nationalbanken fart. Principielt set var der tre muligheder; fortsat status som privat aktionærbank; rekonstruktion som statsbank, eller etablering af en selvejende institution. Man nåede relativt hurtigt enighed om at gå efter den sidste model og fokus i forhandlingerne var herefter at tilgodese ønsket om større politisk indflydelse på banken. Løsningen blev en udvidelse af repræsentantskabet med 8 medlemmer af Rigsdagen.
Selvom der i forbindelse med lovgivningsarbejdet blev ytret betænkelighed ved repræsentantskabets selvsupplering, mente man ikke at kunne finde en bedre løsning. Ordningen med at lade de 15 repræsentanter for erhvervsinteresserne vælge af repræsentantskabet selv, blev derfor videreført.

Både i Socialdemokratiet og i Venstre var der tilfredshed med løsningen. Den socialdemokratiske ordfører, Hans Nielsen, var nærmest begejstret:

“For mig er det store… [at man frariver] de private pengemænd seddelmonopolet her i landet. Man gør ganske vist ikke skridtet fuldt ud, således at den nye bank bliver en ren statsbank… [Men] bankens soliditet grundlægges ved hjælp af en grundfond på 50 mill kr… fra staten. Dermed følger naturligvis, at staten i alle henseender får indflydelse på og kontrol med bankens ledelse”.

I Venstre så man modellen som en gylden middelvej. På den ene side sikrede konstruktionen, hvor banken var en selvejende institution med en vis statslig repræsentation, at samfundet ”gennem regering og lovgivningsmagt får en væsentlig indflydelse”; på den anden side opnåedes dette ”uden at svække ledelsens ansvar”.

Venstre havde dog hellere set, at den politiske indflydelse på banken havde taget form af en særlig parlamentarisk kontrolkomité. Man var bekymret for modellen med politisk repræsentation i et udvidet repræsentantskab, fordi man frygtede at rigsdagsmedlemmerne som mindretal ville få vanskeligt ved at føre effektiv kontrol med banken.

Kan vi få et repræsentantskab, der faktisk repræsenterer?

I sin forvaltningsretlige analyse af nationalbanken gør dr. jur. Bent Christensen gældende, at Nationalbankens repræsentantskab ”er sammensat, som det er, i et forsøg på at lade repræsentantskabet afspejle de ’kræfter’ i samfundet, som er de vigtigste – som aktører og som objekter – i den økonomiske politik”.

Den fremstilling, afspejler formentlig gængs opfattelse i Nationalbanken. Men det er efter min opfattelse lovlig nemt at rationalisere konstruktionen som værende en afspejling af ’de vigtigste aktører og objekter’ i samfundsøkonomien. Repræsentantskabet er i alt væsentligt formet af intense politiske processer i forbindelse med to større samfundsøkonomiske kriser: først krisen i starten af 1800-tallet, dernæst den verdensomspændende krise i 1930’erne.

Nu hvor vi står på kanten af en omfattende klimakrise – hvor nationalbanken potentielt kan spille en afgørende rolle – kan man spørge, om ikke det er blevet tid til at reformere repræsentantskabet, så det faktisk kommer til at afspejle en bred vifte af samfundsøkonomiske perspektiver og interesser?

Teksten her blev bragt som kronik i Berlingske, den 23/12 2024.

Fodnoter

[1] Fremstillingen er hovedsageligt baseret på sekundærlitteratur, især de to første bind af Dansk Pengehistorie (Svendsen et al 1968), men også den korte introduktion af Abildgren (2018), samt enkelte andre kilder. Bemærk at dette er første udkast af et igangværende arbejde, delt her af public service hensyn. #betaversion

[2] For en grundig gennemgang af den samfundsøkonomiske kontekst, se Erik Hoffmeyers fremstilling i Dansk Pengehistorie (Svendsen et al 1968: 155-211).

Bibliografi
Abildgren, K. (2018). Danmarks Nationalbank, 1818-2018. Danmarks Nationalbank.
Christensen, B. (1985). Nationalbanken og forvaltningsret. Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Pedersen, J. (1933). Forholdet mellem seddelbank og stat i vor tid. Nationaløkonomisk Tidsskrift.
Svendsen, Hansen, Olsen og Hoffmeyer (1968). Dansk Pengehistorie.