Nobelprisen i økonomi gik i år til tre økonomer i fællesskab – Daron Acemoglu, Simon Johnson og James Robinson – for deres arbejde om institutioners betydning for landes velstand. Det er blevet kaldt en af nyere tids mest kontroversielle nobelpriser i økonomi, fordi mange anser deres analyse af institutioners rolle for problematisk. Mere om det ved anden lejlighed. Her hvor 2024 rinder ud, vil jeg benytte anledningen til at hylde en anden, efter min opfattelse betydeligt mere væsentlig del af Simon Johnsons arbejde.

Johnson er en britisk-amerikansk økonom, som i mange år har været økonomi-professor på det ansete MIT, og i et par år fungeret som cheføkonom for den internationale valutafond (IMF). En af de ting, han har skrevet meget om, er bankregulering og den finansielle sektors alt for store indflydelse på tilsyn og regulering med sig selv.

Johnson er på ingen måde en radikalt indstillet eller venstreorienteret økonom, som man ellers hurtigt kan få skudt i skoene, når man skriver om banksektoren, som Johnson gør. Det er primært i USA og i England, at man finder økonomer med et konservativt værdigrundlag, der tør tale bankerne og det økonomisk-politiske establishment imod i en offentlig debat. Foruden Johnson selv kunne man nævne John Kay, Martin Wolf og Anat Admati som prominente eksempler. Det er ikke noget, vi har tradition for herhjemme, med Thomas Bernt Henriksen som vigtig undtagelse. Mere om det senere.

En af de problematikker Simon Johnson har arbejdet en del med, er svingdørene mellem finanssektoren og de institutioner, der har som opdrag at regulere den. I en legendarisk artikel i The Atlantic – under overskriften The Quiet Coup – beskriver han hvordan ledende figurer fra den amerikanske finansielle sektor bestred ledende politiske poster og formede det regime af deregulering, som var stærkt medvirkende til at forårsage den finansielle krise i 2008 – og siden havde travlt med at skubbe ansvaret videre til andre:

»Ledende figurer i den finansielle sektor og regeringsembedsmænd kan godt lide at skyde skylden for den nuværende krise på sænkningen af de amerikanske renter efter dotcom-krisen eller, endnu bedre – på en »ansvaret ligger et andet sted« agtig måde – på strømmen ind i USA af akkumuleret, kinesisk opsparing. Nogle på højrefløjen kan lide at klage over realkreditgiganterne, Fannie Mae og Freddie Mac, eller endda over de længerevarende bestræbelser på at fremme øget boligejerskab i USA. Og der peges selvfølgelig også på at de myndigheder, der er ansvarlige for »sikkerhed og soliditet«, har sovet i timen.

Men disse forskellige politikker – minimal regulering, billig kredit, den sjældent italesatte kinesisk-amerikanske økonomiske alliance, det aktive fremme af boligejerskab – havde noget til fælles. Selvom nogle af dem traditionelt forbindes med demokrater og andre med republikanere, var de alle til gavn for finanssektoren. Politiske tiltag, som kunne have forhindret krisen, men som ville have begrænset finanssektorens overskud, … blev ignoreret eller fejet til side.« [1]

Centralt i Johnsons arbejde står to policy-anbefalinger. Vi skal stille langt stærkere kapitalkrav til bankerne og vi skal gøre op med ’too-big-to-fail’ banker. Den konkurrence-etik, der informerer Johnsons anbefalinger, er ikke til at tage fejl af. Hvis banker er ’too-big-to-fail’, så er de ’too-big-to-exist’ – og må altså på den ene eller den anden måde omstruktureres eller brydes op.

For så vidt angår skrappere kapitalkrav til bankerne, så er det et område, jeg selv har arbejdet med, særligt i min tid som seniorforsker på DIIS. Det er ikke for meget at sige, at det var et peak moment, da Johnson i sin klumme i New York Times anbefalede den DIIS rapport, jeg og min forskningsassistent havde lavet om den usandsynligt sløve rekapitalisering af den europæiske banksektor i kølvandet på finanskrisen:

I recommend “Behind Smoke and Mirrors: On the Alleged Recapitalization of Europe’s Banks,” by Jakob Vestergaard and María Retana of the Danish Institute for International Studies, a searing indictment of European stress tests and the broader European approach to ensuring their banks have enough capital.

Et af Johnsons mange bidrag til vigtige samfundsøkonomiske debatter, er hans italesættelse og dekonstruktion af banksektorens forsøg på at snakke sig ud af samfundsøkonomisk motiverede forsøg på skærpe reguleringen.

Johnson har fx aldrig købt argumentet om, at hvis man øger kapitalkravene til banker, så vil der være en masse kapital, der bliver gjort inaktiv og derfor uproduktiv. Lobbyisterne for banksektoren kan ellers endog finde på at tale om at ”kapital bliver taget som gidsel” af myndighederne, når der introduceres højere kapitalkrav. Johnson afviser pure den form for tænkning:

»[K]apitalkrav tager ikke nogen eller noget som gidsel – de kræver blot, at finansielle institutioner finansierer sig selv mere med egenkapital og mindre med gæld. Kapitalkrav er en begrænsning på passivsiden af balancen – de har intet at gøre med aktivsiden (hvad du investerer i, eller hvem du låner ud til).

Der hersker stor forvirring om dette blandt politikere, og når bankfolk (eller andre) taler om at holde kapital som gidsel, forstærker de denne forvirring. Det handler ikke om at ’holde’ på noget; det handler om at finansiere relativt mindre med gæld og mere med tabsabsorberende egenkapital. Mere egenkapital betyder, at bankerne kan absorbere flere tab, før de henvender sig til skatteyderne for at få hjælp. Og det er en god ting.«

Der er mange grunde til at hylde Simon Johnsons arbejde om disse temaer, fra hans kritik af oligarkiske tilstande i finanssektoren til problematiseringen af svingdørene mellem finanssektoren og de institutioner, der fører tilsyn med og regulerer sektoren. Og selv om det ikke passer med vores selvopfattelse, så er der al mulig grund til at tage de problematikker alvorligt herhjemme også.

Thomas Bernt Henriksen skrev tidligere på året kritisk om en afgående nationalbankdirektørs konkurrenceforvridende og derfor upassende (men ikke desto mindre vellykkede) bestræbelse på at komme i Nordeas bestyrelse. Og svingdøren går også den anden vej. Ulrik Nødgaard var i det meste af et årti (2015-2024) direktør for finanssektorens interesseorganisation, Finans Danmark, en post Bernt Henriksen har beskrevet som den ultimative lobby-position for finanssektoren. I august udnævnte Nationalbankens repræsentantskab ham så til at sidde i direktionen for Danmarks Nationalbank [2]

Tillad mig at slutte af med et nytårsønske: at vi kommer vi til at tale meget mere om de her problemer i 2025. Samfundet næres ikke af hverken tabuer eller fejlplaceret selvgodhed, men af modet til at rette blikket, energien og indsatsen derhen, hvor der er plads til forbedring.

Fodnoter

[1] Disse temaer kan man læse mere om i Johnson’s fremragende bog, 13 Bankers: The Wal Street Takeover and the Next Financial Meltdown, skrevet med kollegaen James Kwak.

[2] Nationalbanken har tre direktører; foruden Ulrik Nødgaard består direktionen af Signe Krogstrup og Christian Kettel Thomsen. I parentes bemærket sad Nødgaard før han fik posten som direktør for Finans Danmark, i direktionen for Finanstilsynet, så han kender begge veje rundt i svingdøren mellem finansektoren og tilsynet med den.

Johnson-citaterne i original engelsk version

(A) ”Top investment bankers and government officials like to lay blame for the current crisis on the lowering of US interest rates after the dotcom bust or, even better – in a ‘buck stops somewhere else’ sort of way – on the flow of savings out of China. Some on the right like to complain about Fannie Mae or Freddie Mac, or even about longer-standing efforts to promote homeownership. And, of course, it is axiomatic to everyone that the regulators responsible for ‘safety and soundness’ were fast asleep at the wheel.

But these various policies – lightweight regulation, cheap money, the unwritten Chinese-American economic alliance, the promotion of homeownership – had something in common. Even though some are traditionally associated with Democrats and some with Republicans, they all benefited the financial sector. Policy changes that might have forestalled the crisis but would have limited the financial sector’s profits… were ignored or swept aside”

(B) “[C]apital requirements do not hold anyone or anything hostage — they merely require financial institutions to fund themselves more with equity relative to debt. Capital requirements are a restriction on the liability side of the balance sheet — they have nothing to do with the asset side (in what you invest or to whom you lend).

There is a great deal of confusion about this on Capitol Hill, and whenever bankers (or anyone else) talk about holding capital hostage, they reinforce this confusion. This is not about holding anything; it is about funding relatively less with debt and more with loss-absorbing equity. More equity means the banks can absorb more losses before they turn to the taxpayer for help. This is a good thing”.