Christian Jensen leverer i sin leder i Politiken noget af en bredside til Kong Frederiks nytårsaftale. Kongens talen ”vil gå over i historien, men ikke for det han sagde”. Tværtimod afslørede talen ifølge Jensen at tronskiftet ”ikke har gjort Frederik til konge af det talte ord”. Jeg kunne ikke være mere uenig. I min optik var det en fremragende tale. Og meget af den mere konkrete kritik Jensen fremsætter i sin leder, er skudt helt forbi.

Jensen fokuserer en del på, hvad Kongen sagde og ikke sagde om klimaet og den grønne omstilling, og gør gældende, at pointerne her ”desværre ikke blev leveret med hverken fylde eller pondus”. Jensen citerer en passage i talen, hvor Kongen refererer til, at vi allerede har mange gode løsninger, som tilsammen bringer håb for fremtiden. Det provokerer tilsyneladende Jensen:

”Men ærlig talt: er det alene håbet, der skal tales frem i et år, hvor alt er gået i den stik forkerte retning for klimaet, med politiske svigt, nye temperatur-rekorder, oversvømmelser og ekstremt vejr”

Med det citat som afsæt, efterlyser Jensen en mere ”direkte appel til akut handling”, i stil med Kongens programerklæring ved tronskiftet, hvor han opfordrede til at ”vi fremmer den grønne omstilling”. I fraværet af en lignende direkte appel i nytårstalen fremstod Kongen ikke som ”en konge, der forstår den næste generations største udfordring”, anfører Jensen.

Problemet med Jensens kritik er, at den efter min bedste overbevisning bygger på en tendentiøs læsning af talen og i det væsentligste er direkte forkert. Lige inden den passage Jensen citerer, sagde Kongen:

”Naturens rigdomme er til låns. Ingen ejer himlen eller havet. Skovene eller dalene…. Vores lod er at passe på vores jord, for i morgen er der også en dag. Vi skal forfølge hver en vej, der fører i den rigtige retning. Ikke én vej ad gangen, men ad alle veje på én gang”.

Hvordan dette skulle være en mindre direkte appel til handling end en opfordring til at fremme grøn omstilling, har jeg svært ved at se. Faktisk havde Kongens pointer i nytårstalen betydelig mere kant og mere appel til handling end Jensen giver indtryk af.

Kongens replik taler direkte ind i en vigtig dialog blandt økonomer. Mange økonomer taler for, at det er finanspolitikken, der skal bære den grønne omstilling, og kun den. Vi kan indføre CO2 afgifter og overveje grøn investeringsstøtte, lyder argumentet, men andre potentielt vigtige måder at bedrive grøn økonomisk politik på bør vi holde os fra. Ingen grøn industripolitik og ingen grøn pengepolitik, for eksempel. Hvorfor ikke? Fordi finanspolitikken angiveligt skulle være den mest ”omkostningseffektive” måde at fremme den grønne omstilling på.

Men som jeg har fremhævet i en debat med nationalbankdirektør Kettel Thomsen, er vi nu et sted med den globale opvarmning, hvor tiden er løbet ud for spidsfindige analyser af om den ene eller den anden slags grøn økonomisk politik kan anses for bedre end de andre. Vi skal forfølge hver en vej, der fører i den rigtige retning. Ikke én vej ad gangen, men ad alle veje på én gang.

Jensen indleder sin leder med at opfordre Kongen til at genlæse, hvad han sagde om klimahandling for et år siden i forbindelse med tronskiftet. Det kan jeg ikke se, der skulle være grund til. I stedet vil jeg i al stilfærdighed opfordre Jensen til at sætte sig ned og høre Kongens nytårstale en gang til.

Kong Frederiks nytårstale var en for mig at se vigtig appel til, at vi hver især og sammen – i vores forskellige roller, som politikere, virksomhedsledere og borgere – smøger ærmerne op og forfølger alle de mulige måder, der måtte være for at fremme den grønne omstilling.

Denne tekst blev bragt som debatindlæg i Politiken den 4. januar 2025.